3 trends i musik vi så i 2024

Året er ikke slut endnu, men vi tager et kig tilbage på året, der er gået, og hvordan musikken har formet det.

Er rock tilbage i bedste velgående? Var din sommer ”Brat”? Er din vinter goth? Hørte du også countrymusik alle vegne? Vi tager et tilbageblik på, hvordan musikken formede 2024.

 

 

Rockmusikken lever.

Rockmusikken havde sin begyndelse i 40'erne og 50'erne. Den lever stadig i dag og har således været en aktuel genre i 70-80 år, alt efter hvornår man begynder at tælle. Det betyder også, at rocken har gennemgået mange faser. Det betyder også, at rockens folk, både lyttere og artister, spænder over mange generationer.

Rock har ikke været en dominerende genre i mange år og har måttet vige for mere populære genrer såsom pop, hiphop og RnB.

Men måske kan rockfolket komme ud af hulerne og glæde sig over et fantastisk år i rock.

 

 

Rocken er velproduceret, velrost og velrepræsenteret i år.

 

- På Time Magazines top 10 over bedste albums i år ser vi bl.a. metalbandet ”Blood Incantations” album: Absolute Elsewhere, med prog-rock dødsmetal på.

 

- Vi ser vores alle sammens D-A-D udgive et album i år, som også er blevet rost til skyerne. De har desuden kunnet holde 40-års jubilæum i år, hvilket er blevet markeret med både et opsamlingsalbum, en særudstilling på Nationalmuseet og ikke mindst et brag af en rockfest i Royal Arena, som man desuden kunne streame live på Viaplay og fik 5 stjerner i GAFFA.

 

Soundvenues nr. 1-plade over bedste danske udgivelser i år går til Elias Rønnenfeldts soloudgivelse, Heavy Glory. Et album, der bl.a. byder på rockede og til tider punket energi.

Elias udspringer desuden fra det også roste danske punkband ”Ice Age”.

 

Beatles er nomineret til en Grammy for årets album.

 

The Cure er tilbage efter 16 år.

 

- Men et af de absolut mest omtalte bands i år er post-punk bandet Fontaines D.C. De har netop spillet en udsolgt koncert i K.B. Hallen.

Fontaines, fra Dublin, er i år udkommet med deres sædvanlige post-punk-lyd på albummet Romance. De er af flere musikmedier også rost til skyerne og er blevet spillet og er desuden også nomineret til to Grammyer i år.

 

Soundvenue skrev om Fontaines i år:

”Man har fået troen på, at rocken kan genvinde noget af det terræn, som genren i nyere tid har mistet til blandt andet hiphop og pop.”

 

 

Om rocken er tilbage i bedste velgående er svært at sige, men rockens repræsentanter gør det godt.

 

Brat summer og goth winter

 

Sommeren var limegrøn og fyldt med møgunger. Kunstneren Charlie XCX udgav nemlig i år det store hitalbum Brat i juni måned. Med albummet, i sin karakteristiske grønne farve og de lidt utydelige bogstaver, opfordrede hun alle til at opføre sig en smule møgungeagtigt denne sommer. Det kunne komme til udtryk i dit tøj, dine accessories, din attitude, måden, du festede på, eller simpelthen ved at være modig, frigjort og hæmningsløs.

Skaberen bag Brat Summer, Charlie XCX, siger det selv sådan:

“Girl who is a little messy and likes to party and maybe says some dumb things sometimes, who feels herself, but then also maybe has a breakdown, but kind of parties through it.”

 

Hvordan ser Brat så ud?

Ifølge skaberen selv ser det sådan ud:

”A pack of cigs, a Bic lighter, a strappy white top with no bra.”

I korte træk måtte man i sommers, ifølge Charlie XCX, gerne opføre sig lidt møgungeagtigt.

Hvis man yderligere vil forstå, hvordan en brat sommer ser ud, så skal man ikke kigge længere end til musikvideoen til albummets åbningsnummer.

Musikken er poppet, klubbet, dansevenligt og helt veloplagt som soundtrack til din sommer.

 

 

 

 

 

Brat nåede præsidentvalget

Men Brat Summer nåede ikke bare ud i radioen eller på klubberne. Det, man nærmest kan kalde for ”bevægelsen”, nåede helt til det amerikanske præsidentvalg.

 

 

Charlie skrev nemlig i sommers om præsidentkandidaten Kamela Harris på medie X: ”Kamela IS Brat”. Det fik den betydning, at Kamela på sine sociale medier ændrede sin grafik flere steder til den karakteristiske limegrønne farve, skiftede skrifttypen til Brat-albummets skrifttype og brugte Charlie XCXs musik i nogle af deres videoer på TikTok.

 

 

Goth Winter

Hvis sommeren var brat, hvad så med vinter? Jo, vinteren 2024 er af flere medier blevet kaldt Goth Winter.

Grunden er simpel: Goth-ikoner, goth-mode og gothmusik- og film er pludselig trådt frem i vores popkultur igen.

Vi så f.eks. et velrost comeback fra selveste The Cure. For første gang i 16 år er The Cure tilbage med et 9-numre langt album, og det lyder formidabelt. Albummet hedder ”Songs Of a Lost World”, og især åbningsnummeret ” er interessant. Åbningsnummeret ”Alone” er et 6:48 minutter langt nummer, hvor Robert Smiths vokal, som i øvrigt stadig lyder fremragende, først træder ind efter 3 minutter og 22 sekunder. Et album, der forlanger tålmodighed og kvalitetstid.

 

 

Den mørke, melankolske og gotiske romantik bliver yderligere cementeret i populærkulturen, da vi i filmverdenen også ser Tim Burtons film: Beetlejuice Beetlejuice og i den også anmelderroste Netflix-serie ”Wednesday”. Igennem dette er både goth-stemningen, stilen og det tragikomiske også trængt ind i populærkulturen.

Måske mest betydningsfuldt for vinterens goth-revival, så ser vi goth-modens og -genrens genoptagelse og genfortolkning i en af verdens absolut største stjerner, Billie Eilish. Det er svært at lægge Billie Eilish ned i en kasse. Hendes musik er overvejende pop i forskellige afskygninger, men ofte med rockede, elektroniske og ikke mindst punkede elementer i sig, både i lydbilledet og i den visuelle stil.

Hendes udtryk i det hele taget bærer præg af en unik og moderne 2024-agtig tilgang til goth. Både DR og Vogue har også påpeget Billie Eilishs nyfortolkning af goth-stilen.

Hendes lyd har til tider en snært af mørke og uhygge i sig, og vi finder absolut en form for romantisk punk i hendes stil, udtryk og lyd.

Billie Eilish udgav også sit vellykkede album "Hit Me Hard And Soft" i år, som også er nomineret til årets album til Grammy Awards 2025. 

 

 

Med eksempler som disse og flere endnu fortæller flere medier altså nu, at vi er gået fra ”Brat Summer til Goth Winter”.

 

Yiihaaw! Country er større end nogensinde

 

Beyoncé har udgivet et såkaldt countryalbum i 2024. Eller er det et Beyoncé-album med countryelementer?

Der var meget snak og hype omkring Beyoncés nye album, da det efter sigende skulle være et countryalbum fra ende til anden. Men op til releasen af albummet fortæller hun selv:

”Det her er ikke et country-album. Det her er et Beyoncé-album.”

 

Cowboy Carter

Beyoncé, med det borgerlige navn Beyoncé Knowles-Carter, har begået et af 2024s mest omtalte albums, Cowboy Carter.

Albummet har nogle af de største nulevende countrystjerner på flere af numrene. Vi ser bl.a. både Dolly Parton og Willie Nelson på albummet, og også store popikoner såsom Miley Cyrus, Post Malone og Shaboozey er på albummet.

Men vi har i mange år set countrymusikken gøre indtog i popkulturen. Vi så det bl.a. da Dolly Parton begyndte at tage countrymusikken over i popkulturen. Vi ser det, når Miley Cyrus veksler mellem country og pop, og selvfølgelig ser vi det i et af verdens største ikoner, Taylor Swift.

Det, der er interessant her, er, at den moderne tids pop- og R&B-dronning over dem alle, Beyoncé, tager sig selv og alt, hvad hun er og står for, ind i countrymiljøet.

Lyt til hitsinglen TEXAS HOLD 'EM her:

 

 

 

Country dominerer i år

 

Således ser vi også, at i årets Grammynomineringer under bedste album, bedste udgivelse og bedste sang, er der i alle tre kategorier nomineret countrymusik. Samtidig ser vi altså også, at årets countryalbum potentielt går til popdronningen Beyoncé.

Alt dette, og vi har slet ikke nævnt, at pop- og rapikonet Post Malone også har udgivet et countryalbum i år, eller at country-pop-artisten Shaboozey har været på ”Billboard Hot 100” hitlisten i USA, som én af de længst-siddende nogensinde.

Countrymusikken har altså været en stor del af 2024-musikkulturen i år.

Således har vi altså i 2024 set en opblomstring af både goth, rock, country og møgunger. Hvad mon 2025 byder på?