Eksperter anbefaler: En litteraturekspert anbefaler musikbøger

I serien ”Eksperter Anbefaler” spørger vi en række eksperter på vidt forskellige områder om musikanbefalinger.

Vi gør det fordi, at vi synes det giver os en rigere musikforståelse og en dybere musikoplevelse, når vi også forstår musik igennem andres øre. 

I denne omgang har vi spurgt litteraturekspert, og indehaver af bogbutikken ”BOGhandleren Godthåbsvej” på Frederikssberg, om anbefalinger til 3 musikbøger, som er interessante at læse for enhver med interesse for musikken.



Marie har ordet:

 

  1. Vemod Undercover - bogen om ABBA af Jan Gradvall, Gutkind, 2023

ABBA! Alle tror, de ved, hvem ABBA var - og efter at have læst Jan Gradvalls bog, vil det også være sandt. Her får vi hele historien om bandet, kunstnerne, bagmændene og et billede af tiden og Sverige, som betager og begejstrer. Supertrouper4ever!

 


 

  1. The Creative Act: A way of being (da: Kunsten at leve kreativt) af Rick Rubin, Canongate, 2023

Superproduceren Rick Rubin har begået en bog om, hvordan man lever sit bedste, kreative liv. Hans musikalske CV spænder over dekader og genrer, og hvem bedre til at være fødselshjælper til ens fastlåste, kreative skabertrang? Sæt fx ‘Taking the Long Way Round’ af The (Dixie) Chicks på grammofonen, som Rick Rubin har produceret, og gør som mesteren: Tune In!

 

  1. ‘Just Kids’ af Patti Smith, Bloomsbury, 2023 (da: Just Kids)

Verdens bedste, fine bog om kunst- om musikerparret Patti Smith og Robert Mapplethorpe og deres verden i 60’erne og 70’ernes New York. Det er lige dele kærlighedshistorie og kunstnerdannelsesmemoir - før berømmelse, før status, og før alting. ‘Just kids’ er en skærende smuk skabelsesberetning om punkens begyndelse, og du er forandret efter endt læsning. Poetisk og lyrisk som den enkleste love punk.