En dag i maj 2022 kunne man langs korridorerne på Thorvaldsens Museum høre et nærmest æterisk og overjordisk kor, som forplantede sig i Thorvaldsens haller.
Fandt du frem til lydkilden, ville du finde Torben Sejrø og Gustav Rasmussen vandre rundt langs de okkergule, blommefarvede og grønne vægge med en højtaler i den ene hånd og en optager i den anden. Højtaleren blæste korstemmerne ud i rummene, og optageren fangede korets forplantning i rummet.
Torben og Gustav er skaberne bag korprojektet Ghost Coast Choir, et korprojekt, der blander kormusik med elektronisk musik, samples, guitarpedaler og gamle spolebåndsmaskiner. Et projekt, der rykker korgenren ud af kirken og væk fra de religiøse symboler og ind i en mere kontemporær verden med jordnære og menneskelige temaer som sorg, tab og smerte.
Ghost Coast Choir er på dette tidspunkt ”Artist In Residency” på Thorvaldsens Museum. Thorvaldsens Museum har nu i en del år haft kunstnere i residency for at lade Thorvaldsens kunst, samlinger og de smukke rammer, som udgøres af Bindesbøls museumsbygning, inspirere kunstnere.
Vi satte os ned og tog en snak med Ghost Coast Choir på Thorvaldsens Museum og spurgte om, hvordan de lader sig inspirere af disse smukke rammer til at skabe musik:
Gustav: ”Ghost Coast Choir er et korprojekt, hvor Torben og jeg gerne vil give et nyt bud på, hvordan klassisk kormusik kan lyde. Vi elsker kormusik, men vi kunne godt tænke os at høre noget musik, som ikke nødvendigvis var på latin, men på et sprog, som vi alle sammen kan forstå, og som rent tekstmæssigt også handler om nogle af de ting, som fylder hos os i vores moderne verden. Så det er vores bud på ny kormusik.”
Torben: ”Ja, altså man kan sige, vi vil jo gerne tage det religiøse væk i vores bud på kormusikken og lade det handle om nogle almindelige menneskelige ting. Lade det være mere inkluderende, så musikken kan tale til alle. Vi synes, kormusikken er så fantastisk og smuk, og vi vil gerne have, den snakker til flere mennesker."
Torben: "Formålet var i starten rimeligt... han var sådan en rimelig... hvad kan man sige... Han var... Ja, han var en bad boy, det er et forkert ord, men han var sådan... han var en rock'n'roller på en eller anden måde.
Thorvaldsen var ret progressiv i sine ting, og da han flyttede til Rom, startede hans andet liv. Rom var kulturens centrum dengang."
Gustav: "Ja, man kan sige, at da Thorvaldsen kommer til Rom, bliver han genfødt på ny og begynder at fejre sin fødselsdag på den dag, han ankommer til Rom. Det var en historie, vi blev enormt inspirerede af. Rom har altid været kulturens centrum, den evige stad, ”The Eternal City”, hvor kulturen altid har haft sit eget liv. Det opdagede Thorvaldsen også, da han kom til Rom."
Vi ville gerne prøve at skrive om og tolke, hvad den evige stad betød på Thorvaldsens tid, hvordan den ser ud nu, og hvordan den måske vil se ud i fremtiden. Det har været et enormt spændende projekt at tage med fra vores residency på Thorvaldsens Museum og ind i den musik, vi har skrevet".
Gustav: "Det, som greb mig i vores snak om "The Eternal City", som vi kaldte den koncert, vi arbejdede frem imod, var ideen om et sted, der forener kulturer. Der var også en klar tråd til antikkens Rom, som fylder meget i Thorvaldsens værker. Vi tænkte også på, om der kunne være en fremtidens "Eternal City", hvor vi kan blive forbundet med hinanden.
Så det var mere på et ideologisk eller idealistisk plan, at vi tænkte over det. Der var selvfølgelig også den her klare tråd til antikkens Rom, som jo tydeligt har fyldt en hel del i Thorvaldsens værker og liv."
Torben: "Også fordi det, vi ser i dag, og som man højst sandsynligt også oplevede under Thorvaldsens tid, er, at der, hvor kultur mødes, er der også mere rummelighed. Det er noget, vi går op i, både i vores musik og i forhold til at tage det mere kirkelige element ud af klassisk kor for at gøre det mere rummeligt. Ikke for at ekskludere, men for at inkludere alle, der har lyst til at være en del af det. Er der også en fremtidens "Eternal City", hvor folk kan mødes?".
Gustav: "Ja, vi har skrevet en sang, der hedder "Notes in the Hall". Den tager udgangspunkt i, hvordan tonerne forplanter sig i rummene.
Vi har også skrevet om statuerne og nogle af de historier, de gemmer på. Det er ret almenmenneskelige historier. For eksempel skrev vi en sang om Kopernikus, som vi skrev med Jacob Bellens. Der står den her gigantiske Kopernikus-statue inde i den store hal. Den handlede om, at han opdagede, at det er jorden, der kredser om solen, og hvordan han blev betragtet som en kætter på sin tid."
Torben: "Så skrev vi en sang om Vulkan, smedeguden. Vi synes, det var sjovt, at han lever i et forhold med Venus og smeder våben til Mars, som har et forhold til hende bag hans ryg, og hele det her forviklingsspil, som man får en lille følelse af, at der ikke er så meget, der har ændret sig siden dengang.
Der er nogle grundmenneskelige vilkår på en eller anden måde, som ligesom bare er sådan. Og i den historie synes vi, at der var nogle sjove, dramatiske ting, man kunne gøre i forhold til tekstskrivning og sådan noget".
Gustav: "Og så helt konkret har vi skrevet et par sange, som handler om Thorvaldsen. Om hvordan vi forestiller os hans vemod over at skulle afsted fra Rom, tilbage til sit hjem, altså forladt sit nye hjem og komme hjem til sit gamle hjem og vice versa. Vi tænkte over de indre, interne dialoger, han må have haft med sig selv."
Torben: "Men så var det jo også bare for os totalt inspirerende at gå rundt i de her rum og blive suget ind i den stemning, som jo passer ret godt til kormusik, synes vi."
Gustav: ”Det er en proces med forskellige faser. Da vi startede vores residency herinde, så var vi herinde rigtig, rigtig meget, vi skrev musik ned på noder og arrangerede det for kor og fremførte det til en koncert herinde.
Det har ligesom været første fase, kan man sige.
Nu er vi så nået til den fase, man kan kalde postproduktion på en eller anden måde, hvor vi nu bruger de optagelser, vi har lavet, på forskellige måder, og for eksempel, ligesom i dag, laver en form for samspil med museets rum, fordi vi gerne vil have den ægte lyd af museet til at være med i musikken også".
Torben: ”Ja, der er jo en hel del af det, som er meget intuitivt, kan man sige. Når man oversætter det, handler det om at lytte og finde frem til den grundstemning, man vil ramme. Det kan være en trial and error-agtig proces, hvor man prøver sig frem for at finde den rigtige lyd eller melodi. For eksempel i historien om Vulkan, der er noget med jalousi, og der er noget med bedrag osv. Det kan vi jo selvfølgelig udtrykke tekstligt, men kan vi få nogle elementer af det frem i musikken? Det kunne måske være en form for tristhed eller melankoli i melodien.
Det er ligesom at referere til nogle af de følelser, som man forestiller sig, et almindeligt menneske vil gennemgå i sådan en situation."
Torben: Samarbejdet handler om at have en fælles forståelse af, hvor vi vil hen. Vi har spillet musik sammen i mange år, og det giver os en grundforståelse af, hvad vi vil opnå med vores musik."
Ghost Coast Choir er lige nu aktuel med deres tredje single fra deres kommende album "The Eternal City", som udspringer fra deres residency på Thorvaldsens Museum.