Tænker du over musikken når du er på café? Det gør dem der sætter den på.

Tænker du også over musikken, når du er nede og handle? Når du er i tøjbutik eller på café? Hvem vælger musikken, og hvad er tankerne bag musikvalget? Det er noget, vi ofte tænker over og har valgt at dykke ned i netop dette spørgsmål på caféen i kulturhuset Plads23.

 

 

 

"Jeg sætter aldrig bare en playliste på"

Da jeg en marts-dag træder ind på Plads23, et levende og moderne café- og kulturhus i Valby, strømmer der ambient og beroligende musik ud af usynlige lofts-højtalere. De atmosfæriske toner omfavner hele det store åbne rum og blander sig med duften af mad fra køkkenet og giver en følelse af zen og sult.


Det store rum, man træder ind i, er en café og bar, og gulv til lofts-vinduerne peger ud mod den nye grønne oase, der samler hele det gamle Grønttorvet-område i valby.

Det, vi hører nu, er Astrid Sonne. Det synes jeg passede til mit humør og til stemningen i rummet i dag. Jeg sætter aldrig bare en playliste på," fortæller Simi, som står bag desken den dag. "Jeg mærker efter i mig selv, hvilken stemning jeg er i, og starter med en sang eller et album, og så lader jeg algoritmen tage over. Den er faktisk rigtig god til at fortsætte i den stemning, jeg ønsker."

Det er Simi, som i dag har sat musik på nede i cafeen, og Simi er en af de værter her på Plads23, som er intentionel, når hun sætter musik på. Hun gør en dyd ud af at vælge det helt rette musik til netop de omgivelser, hun står i.


Når folk kommer herind og bemærker musikken, ved jeg, at jeg har ramt noget rigtigt. Det gør caféens rum mere levende, og det gør også noget for mig, når jeg kan se, at gæsterne bemærker det."

 

Plads23

 

Simi skaber lydoplevelser i caféen

Simi står nogle gange bag disken på Plads23 og hjælper med at sætte lyd og koncerter op, når pladsen om aftenen bliver omdannet til spillested og venue for kultur, men til dagligt producerer og spiller hun musik.

 

Jeg spiller musik til dagligt, underviser i musik og arbejder meget på mit eget soloprojekt, ’Love Hits Hard’, lige nu. Det er mørkt elektronisk, lidt eksperimenterende bop-musik.”.


Simi er uddannet i lyddesign fra Sonic College og har oprindeligt været meget interesseret i musik og lyd til computerspil. Hendes egne projekter, 'Love Hits Heart' og 'Blodbøg', spænder fra mørk elektronisk bop til dansksproget indie-rock. Musik er derfor en essentiel del af Simi og noget, hun automatisk tager med sig i det, hun laver – også når hun står bag cafédisken.
Som en del af Sonic College lærer man at skabe lydoplevelser for mennesker. Det handler i lige så høj grad om mennesker, som det handler om musikken, og Simi bruger netop disse kompetencer til at udvikle lydprofilen i caféen på Plads23. 

 

Når et sted har en unik lydprofil


At skabe rum, stemning og oplevelse via musik, er noget, som Simi ved noget om. Musik har evnen til at tilføje noget til oplevelsen af f.eks. et offentligt rum og sætte stemninger, følelser og tanker i gang hos gæsten. Men også selve stedets karakter og personlighed kan man underbygge via den musik, man spiller ud i rummet:

 

"Jeg kan godt lide, når et sted har en unik lydprofil. Musikken må gerne udfordre lidt og gøre oplevelsen mere mindeværdig. Jeg husker specielt en bar i Berlin, hvor de spillede mørk, elektronisk witchhouse-musik – det gav stedet en helt særlig karakter og inspirerede mig meget.

 

Dagens stemning er beroligende og varm og afspejler den afslappede energi, som rummet lige nu inviterer til. Bydelens børn, forældre og studerende okkuperer især bordene denne eftermiddag. Andre dage kan lydbilledet være mere eksperimenterende eller råt, alt efter Simis humør og caféens funktion.

 

"Det her hus har mange funktioner – nogle gange studieplads, andre gange koncertsted eller familierum. Musikken skal passe til rummet, men den skal også kunne overraske. Jeg kan godt ændre musikken i løbet af dagen, som stemningen og klientellet ændrer sig."

 

"Jeg prøver ikke at være bange for, at lade mig selv skinne igennem lydbilledet"


For Simi handler musikvalg ikke kun om caféens gæster, men også om at skabe et rum, der afspejler hendes egen energi og følelser.

 

"Jeg prøver ikke at være for bange for at lade mig selv skinne igennem i lydbilledet. Nogle dage er stemningen mere afslappet, andre dage mere eksperimenterende eller post-punket, hvis jeg har haft en hård dag."

 

Når man træder ind på Plads23 de dage, som hun står der, kan man derfor regne med, at caféens baggrundsmusik, er med personlighed. 

 

I dag har Simi valgt et album af Astrid Sonne, der skaber en blød, næsten meditativ stemning. Simis musikvalg understøtter den atmosfære, som gæsterne befinder sig i, og gør caféens lydlandskab til en oplevelse i sig selv.

Plads23s energi, brand og identitet bliver påvirket af dens lyd i lige så høj grad som dets visuelle profil fortæller hun. Simis tilgang til både at understøtte og udfordre cafeens stemning igennem dets lyd er blot én af flere stemningsskabende elementer på Plads23, men med Simi bag DJ-bardesken er det ikke blot stemningsskabende, men identitetsskabende for stedet. 

 

PLADS23 er skabt med en vision om at forene fortid og fremtid på Grønttorvet.

 

Stedet trækker tråde tilbage til områdets historie, hvor frugt-, grønt- og blomsterhandlere i over 50 år havde deres faste pladser og solgte varer til Københavnerne. Da handlen flyttede til Høje Taastrup, blev de gamle haller overtaget af kunstnere, der omdannede dem til midlertidige gallerier og gav nyt liv til området gennem kreativ udfoldelse. Senere blev stedet et fristed for subkulturer og undergrundsmusik – et åbent rum, hvor fællesskaber voksede frem omkring kunsten og musikken.


I dag bygger PLADS23 videre på denne arv og skaber et samlingspunkt, hvor historien får lov at leve, samtidig med at nye fællesskaber får plads til at blomstre. Med rødder i fortiden og blikket rettet mod fremtiden skal PLADS23 være et sted, der summer af liv, kreativitet og fællesskab.

 

Du kan finde Simis musik her:

 

Du kan drikke en kop kaffe med personligt udvalgt stemningsmusik her: