Vi husker David Lynch og hans musik

D. 15. januar 2025 mistede vi en af vores tids store kunstnere. En kunstner, der var kompromisløs, og havde modet til at skabe værker, der både var abstrakte og kunstnerisk ambitiøse.

Den amerikanske filminstruktør, kunstmaler og musiker David Lynch er død, 78 år gammel. David Lynch var en af de kunstnere, som udvidede vores horisont, når det kom til storytelling på film, tv og musik. Han gjorde én tryg ved, at der stadigvæk fandtes kunstnere derude, som turde gå ud over trends, mainstream og gerne ville udfordre modtageren.

Trods at David Lynch ofte er blevet hyldet for sine film og tv-serier, beskrev han faktisk først og fremmest sig selv som en lydmand (DR). Han har da også udgivet 3 studiealbums og haft stor kontrol og indflydelse over lyduniverserne i sine produktioner.

Ud af vores komfortzone

Med sine film og tv-serier såsom Twin Peaks, Mulholland Drive, Dune, Blue Velvet og Eraserhead har David Lynch ofte fortalt historier, der tog seeren ud på surrealistiske rejser gennem poetisk skæve historier.

Han løftede os med sin musik ud af vores komfortzone og gav os muligheden for at udforske det mystiske og fremmede gennem hans kunst. Det som Lynch var særligt god til var, at underbygge sine fortællinger og gøre dem stærkere, ved hjælp lyd. En kunst som naturligvis er nødvendigt for enhver filmproducent, men i Lynchs tilfælde, har han skabt lyduniverser der er så anderledes og unikke, at han har skabt en hel genre man kan kalde "Lynch'esk".

Med sit talent for at skabe musik og lyd der lever på kanten af uhyggelig og poetisk smuk, får han seeren ind i en helt særlig sindsstemning, som man kun finder i lige præcis hans universer. 

Filminstruktør og lydinstruktør

David Lynch har sagt om sig selv, at han først og fremmest er en lydmand. Det er på trods af, at han har indspillet 10 film og 4 tv-serier og naturligvis er anset som en af de mest indflydelsesrige filminstruktører nogensinde.

Når man dykker ned i hans lydunivers, kan man sagtens høre, at instruktøren bag disse værker er én, der i høj grad også er filminstruktør og lydinstruktør. Vi hylder i dag kunstnerens lydunivers og tager et kig på den lyd, som David Lynch har efterladt sig.

The Big Dream - I’m Waiting Here

Måske ved du det, måske ved du det ikke, men David Lynch var musiker. Han både producerede og spillede selv musik og udgav sine egne albums. Han producerede og gæsteoptrådte også på flere andre kunstneres plader, bl.a. Danger Mouse og Chrystabell.

David Lynch udgav sammen med den svenske kunstner Lykke Li i 2013 dette nummer. Nummeret
forekommer på Lynches egen plade, The Big Dream fra 2013. Hele pladen er meget eksperimenterende og blander electronic og rock. Lyden af albummet i sin helhed leder tankerne hen på en tidlig White Stripes-plade eller Jack White-album. Andre gange kan det slet ikke forklares på anden måde end, at det er Lynch’esk.

Nummeret, vi skal høre her, hedder "I’m Waiting Here" og skiller sig lidt ud fra resten af albummet ved at være blidere, mere poppet og renere i sin lyd. Det er tydeligt, at Lykke Li har sat sit præg på musikken, og samspillet mellem Lykke Lis folk-poppede univers, blandet med Lynches produktion og bagvedliggende melodi, skaber noget helt særligt.

Eraserhead Soundtrack - Side A 

Et andet eksempel på noget af den musik, der er kommet ud af Lynch selv, er soundtracket til hans
første film, Eraserhead fra 1977, som han selv var med til at producere sammen med
lydkunstneren Alan R. Splat. Selve soundtracket udkom først flere år efter på album i 1982.

Soundtracket til Eraserhead er ikke ligefrem easy-listening, og det kan måske mere beskrives som et soundscape end et klassisk musikscore, som vi kender dem fra andre film.

Nummeret her, som har fået den spartanske titel, "Side A", er et 20 minutter og 8 sekunder langt nummer, som primært består af lyde og kun stedvise melodiske elementer. Det er både fyldt med lyde og forskellige scener fra selve filmen.

Ja, det skal faktisk høres for at man forstår det helt. Lynch og Splat har begået et værk, der i den grad er avantgarde, og Lynch tvinger endnu engang lytteren ind i et underligt univers, hvor alting både føles uhyggeligt, mystisk og til tider overjordisk.

Stemningen i Eraserhead og dets soundtrack er inspireret af Philadelphias post-industrielle
historie, hvor Lynch boede, da han skrev filmen. Derfor hører man både fabriksstøj, mekanik og
metal i soundtracket. Lynch har selv sagt om Philadelphia, at det var et: "sick, twisted, violent, fear-ridden, decaying place", og samtidig fortæller han, at "its beautiful, if you see it the right way".
Og dette, indkapsler i det hele taget ret godt meget af David Lynchs lyduniverser.
 

Twin Peaks Soundtrack - Twin Peaks Theme

Vi slutter af på et rart, nostalgisk og hjemmevandt sted. Vi dykker nemlig ned i temasangen til Twin Peaks sæson 1.

Denne musik er skabt af Angelo Badalamenti med instrukser og inputs fra David Lynch. Her taler vi om det nok mest kendte musik fra Lynchs univers og et af mange eksempler på hans samarbejde med Angelo Badalamenti.

 Angelo Badalamenti akkompagnerer flere af Lynchs filmiske værker, og det er tydeligt, at Badalamenti har et særligt talent for at vække Lynchs visioner til livs.

Musikken er rolig, simpel og nærmest meditativ, men samtidig er der undertoner af mystik og melankoli. En melodi, der flugter rigtig godt med Twin Peaks-serien selv. Den perfekte intro til Lynches Twin Peaks-univers.

Lynch var musikalsk og havde en unik sans for at koble musik og billeder sammen. Hans
samarbejde med Angelo Badalamenti er enestående, og de to havde en fantastisk evne til at skabe stemninger og fortælle historier via musik og lyd. For det er netop det, som Lynch kunne: han kunne fortælle historier via lyd og musik og skabe stemning og billeder i vores fantasi, kun ved hjælp af musik. Præcis som han kunne på film.