Bidominanter og bisubdominanter

Det siger sig selv, at al musik ikke består af C, F og G, altså tonika, subdominant og dominant. Derfor siger man, at andre akkorder kan være bifunktioner.

Person skriver på nodepapir. Kaffekop, laptop og høretelefoner også synlige.

Bidominant og vekseldominant, D og DD


Bidominantsymbol: (D) eller (D)-->x
(x angiver, hvilken funktion den er dominantisk mod)
Vekseldominant symbol: DD

En bidominant er en dur-akkord, ofte med lille 7’er på, som ikke er dominantisk til tonika, men til en anden akkord. Det er altså en akkord, der peger hen mod og lyder, som om den gerne vil hen til en ikke-tonikal akkord.

Hvis en akkord, som normalt er en mol-akkord i skalaen, optræder som en durakkord, er det ofte, fordi den er blevet ’dominantiseret’ og leder hen mod en anden akkord. I C-dur er akkorden med grundtone på e f.eks. normalt en mol-akkord, men hvis den optræder som en E7-akkord, er den ofte dominantisk mod Am. En dominant er altid dominantisk mod den akkord, der har grundtone en kvint under.

Man han skrive, at hvis tonika får en lille septim på – en C7 i C-dur – er den dominantisk mod subdominanten. Det er altså ikke en T7, men en (D7)-->S.

Vekseldominanten er en særlig bidominant med sit eget navn. Det er den akkord, der er dominantisk mod toneartens dominant. Altså dominantens dominant! Derfor symboliserer man den DD. I C-dur er DD en D7 akkord.


Den altererede vekseldominant


Undertiden møder man en akkord med grundtone på skalaens lave sjette trin med forhøjet sekst. I C-dur eller C-mol består akkorden af tonerne as-c-es-fis og er således fuldstændig identisk med en Ab7, der består af tonerne as-c-es-ges.

Grunden til, at den lille septim ges i stedet er noteret som en stor sekst fis, er, at den funktionelle grundtone ikke er as, men d! Så er fis nemlig d’s store terts. Akkorden skal altså forstås som en D7-akkord med sænket kvint samt sænket none og uden grundtonen d. Den optræder meget ofte lige inden dominanten.


Bisubdominant, S


En bisubdominant er, ligesom en bidominant, en akkord, der fungerer subdominantisk i forhold til en anden akkord end toneartens tonika. Begrebet bruges sjældnere, men er brugbart i meget romantisk musik og forekommer ofte ved modulationer.

En subdominantisering sker ofte ved, at akkorden tilføjes en sekst, evt. ved at den gøres til mol-akkord eller mol6. Hvis følgende kadence finder sted i C-dur, er der tale om en subdominantisering:

C7->D7->G

Her kan man se, at der moduleres til G. I forhold til C er akkorderne T6, DD7 og D, men i forhold til G er de S6-D7-T, altså den tonale kadence.


Andre bifunktioner


De akkorder, der har grundtone en terts væk (både over eller under) fra en hovedfunktion, kan repræsentere denne hovedfunktion. Man har forskellige ord, der beskriver, hvordan akkorden repræsenterer hovedfunktionen: Parallel, variant, afledning, stedfortræder, gennemgang, forlænger og neapolitanisering. I gymnasieskolen vil du typisk kun møde parallelbegrebet, men du bør være klar over, at din analyse kan blive væsentligt bedre, hvis du lærer de andre begreber at kende.


Parallel, p


En parallelakkord er en akkord med grundtone på en funktions paralleltoneart. Man ser ofte denne præsentation, hvor alle akkorder fra en skala har fået en funktion.

Som nævnt er det først og fremmest disse, der skal bruges i gymnasiet. Men denne præsentation af funktionerne er også problematisk: For man skal egentlig først bruge begrebet Tonikaparallel, når musikken faktisk har moduleret – evt. kun kortvarigt – til paralleltonearten. Så kan man sige, at akkorden fungerer som tonika i paralleltonearten.

Hvis akkorden bare forekommer som en akkord, uden at der er moduleret til den, bør man ikke bruge parallelbegrebet. Det er let at skrive Tp, hver gang Am kommer i C-dur, men det er ofte forkert: Det indikerer jo, at musikken har moduleret til Am, og det er ikke sikkert, at det er tilfældet. Derfor kan man typisk bruge afledningsbegrebet.

Desuden bør man være meget forsigtig med begrebet Dp, som er III i dur-tonearter, fordi en dominant altid er dur.


Variant, v


Variant betyder, at akkorden skifter tonekøn, altså skifter fra mol til dur eller omvendt. I C-dur er Tv derfor en Cm-akkord – og i C-mol er Tv en C-akkord.


Afledning, af eller a


Hvis akkorden på sjette trin, VI i dur og bVI i mol, optræder efter en tonika-akkord, kaldes det en tonikaafledning – IKKE tonikaparallel. Med andre ord er lille-terts-ned-bevægelser fra en dur-akkord afledninger og stor-terts-ned-bevægelser fra en mol-akkord er også afledninger.


Stedfortræder, st eller T


Hvis akkorden på sjette trin, VI i dur og bVI i mol, optræder efter en dominant-akkord, kaldes det en tonikastedfortræder. Med andre ord er opadgående sekundbevægelser fra en dominant- eller bidominantakkord stedfortrædere. Bevægelsen D-Tst kaldes en skuffende kadence. Man forventer tonika, men får i stedet en overraskende akkord på sjette trin.


Gennemgang, g


I bevægelsen I-III-IV optræder akkorden på III typisk som en gennemgangsakkord fra tonika på I og til subdominanten på IV. I sådanne sammenhænge kaldes akkorden på iii i dur og bIII i mol for en tonikagennemgang.


Forlænger, f


I bevægelsen I-III optræder akkorden på III som en forlænger af tonika-funktionen. Hvis IV kommer efter III kalder man det, som nævnt ovenfor, for en tonikagennemgang. Men hvis ikke, som f.eks. i I-III-V, kalder man det for en tonikaforlænger, fordi III ikke længere fungerer som en decideret gennemgangsakkord fra T til S.


Den neapolitanske subdominant, Sn


Akkorden på bII i både dur og mol kaldes den neapolitanske subdominant. Den optræder oftest i første omvending, hvilket vil sige, at det i både C-dur og C-mol optræder som en Db/f. Undertiden optræder den også i grundposition som Db.

Akkorden er subdominantisk. fordi det er en slags alterering af F-akkorden, som jo er subdominantisk i C-tonearter. Man kan sige, at det er en Fm uden kvint og med tilføjet lille sekst.


Neapolitaniseringer, n


Den neapolitanske subdominant, som nævnt ovenfor, er den mest gængse neapolitanisering. Men i romantikken finder man også neapolitaniseringer af andre akkorder. Stor-terts-ned-bevægelser til en dur-akkord kan ofte kaldes neapolitaniseringer – især hvis de optræder i første omvending, altså med tertsen i bassen. I C-dur er Tn f.eks. en Ab/c.






Hvem er Musikundervisning.dk?


Musikundervisning.dk er en musikskole med samlingspunkt på en hjemmeside, hvor vi skaber kontakten mellem underviser og elev. Vores formål er at skabe mere musik i Danmark! Vi tilbyder undervisning til alle uanset alder og niveau, da vi har kompetente og dygtige undervisere, som alle har flere års erfaring med musikken. Hvis du har nogle spørgsmål til undervisningen, konceptet eller vores undervisere, så er du altid meget velkommen til at kontakte Musikundervisning.dk på telefon 50 50 12 03 eller mail [email protected].