Sådan indberetter du dine fradrag til skat

Af Revisor Lars Thomsen fra Velo Revision 

 

Når du har dokumenteret, samlet og organiseret dine bilag, er du klar til næste skridt, som er at opstille et regnskab ud fra dine bilag. Her skal du have gjort dine fradrag op, så du ved, hvilke beløb der skal indberettes til Skat. Det kan gøres i et decideret regnskabsprogram, men kan også gøres i et excel/numbers dokument.

 

Når du har fået det på plads, er du klar til næste og sidste skridt. At indberette dine fradrag som musikunderviser til Skat. Der er groft sagt tre kasser for fradrag. Generelle udgifter, kørsels- og befordringsfradrag og rejsegodtgørelse.

 

 

Indberetning vedr. A-indkomst

Her bruger vi rubrik 51 til at indberette befordringsfradrag efter statens lille takst, rubrik 53 til rejsegodtgørelse og rubrik 58 til generelle udgifter.

 

Indberetning vedr. B-indkomst

Her bruger vi rubrik 15 til at indberette ekstra B-indkomst, der ikke allerede er indberettet til Skat, rubrik 29 til generelle udgifter og kørselsfradrag efter statens store takst og til sidst rubrik 51 til befordringsfradrag efter statens lille takst.

 

I nogle tilfælde kan Skats system spærre for nogle af ovenstående rubrikker, når du forsøger at indberette. Det betyder ikke nødvendigvis, at det du gør, er forkert, men at Skats algoritme mener, at de(t) tal du har indberettet, er uforholdsmæssigt høje. I tilfælde af at en eller flere rubrikker bliver spærret, vil du skulle indsende din anmodning om indberetning af fradrag manuelt til Skat. Det kan være en besværlig og lang proces, og det betyder, at ens regnskab skal en tur forbi en skattemedarbejders skrivebord. Hvis ikke man føler sig helt sikker i det her med skat og regnskab, vil det være en rigtig god ide at få kontakt til en revisor, som også gerne ved noget om, hvordan det fungerer for musikundervisere.

 

Når hele processen er færdig og alt er indberettet til Skat, er det meget vigtigt, at du gemmer dine bilag i minimum 5 år. Skat kan nemlig i fremtiden bede om dokumentation for alle dine fradrag og derfor er det selvfølgelig meget vigtigt, at de er gemt.