Villa Kultur skaber benspænd for artister

Villa Kultur sætter benspænd for artister og får dem ud på tynd is. Det skaber helt unikke koncertoplevelser og gør at artister kan se sig selv i et nyt lys.  

 

 

 

 

Kulturhus, arbejdsfællesskab og venue "Villa Kultur", hiver artister ud af deres komfortzone og ud på tynd is med deres koncert-koncept Benspænd. Det handler om at se sig selv i et nyt lys og udfordre, hvem man er som artist, fortæller kultur- og venueansvarlig i Villa Kultur, Louise Holst.

 

 

 

 

 

 

Forbi et glasbeklædt orangeri, ligger en villa

En magisk villa På Krausesvej 3, Østerbro, gemt bag en frodig have, står en gammel villa. Inde i den mystiske villa, forbi det glasbeklædte orangeri, sidder til dagligt næsten 100 kulturiværksættere på kontorpladser rundt omkring i villaens kroge. Ud over kontorfællesskab er Villa Kultur også et af Københavns mest charmerende spillesteder og skaber, på næsten daglig basis, rammer for alskens kulturevents, talks, udstillinger og koncerter. Et af de faste koncertformater, man kan opleve i Villa Kultur, er det eksperimenterende koncept ”Benspænd”:

 

 

 

 

Benspænd er et format, hvor en artist tvinges til at udfordre sig selv med et benspænd under en koncert. Det kan være, at de introducerer strygere i deres opsætning, flere eller færre musikere, end de er vant til, eller måske endda spiller med et band, som aldrig før har mødt hinanden, som artisten Gubbi gør d. 6. marts til Benspænd.

Louise fortæller, at artisterne får en unik mulighed for at gå på opdagelse i sig selv og deres kunst, og lege med deres identitet som artist. 

 

 

"Det giver dem et rum hvor de trygt kan prøve sig selv af på nye måder, men stadigvæk foran et publikum. Det er et unikt sted for en artist, hvor de får plads og tilladelse til, at eksperimentere uden at vide hvad det fører til, noget der normalt hører til i et øvelokale og ikke live på scenen." 

 

 

Charmerende spillested med hjemlige rammer

Med en balsal, et orangeri med levende planter og glasfacade, en dagligstue og en svalegang danner Villa Kultur helt unikke rammer om sine medlemmer og ikke mindst sine koncerter. Forfatteren Morten Brask, som til dagligt har sin gang i villaen, har sat disse ord på Villa Kultur:

 

“Næsten alle arter har brug for et sted at samles: myrer i en tue, ulve i et kobbel, elefanter i en flok. Det gælder også kulturudøvere og kunstnere. De har brug for en villa at samles i for at skabe noget nyt og uventet og grimt og smukt til byens borgere og brugere.”

 

Se i øvrigt, hvad Morten Brask lytter til, når han skriver bøger, her: 

 

Der er ingen tvivl om, at Villa Kulturs medlemmer sætter pris på de unikke rammer, men hvad fortæller musikerne selv, som spiller til Benspænd?

 

 

 

 

Kunstnerne fortæller ofte, at det har været sjovt, udfordrende og lærerigt, fortsætter Louise med at fortælle. Især for artister, der ikke er på et major label, og som måske skal promovere sin musik på en bestemt måde, kan formatet skabe et rum, hvor artisten får lov til at prøve nye og anderledes retninger af og for en stund, måske at prøve en helt anden identitet af.

 

”Det er udfordrende og svært, men det tvinger også artisten til at se sig selv i et nyt lys og udfordre, hvad artisten troede, de kunne og ikke kunne, og hvem artisten også kan være, når de træder ud af deres vante roller.”

 

 

Benspænd er et friskt pust på den københavnske musikscene.

 

 

Benspænd skaber et rum hvor kunstnerne tvinges til at være til stede, ærlige og hvor der altid er noget på spil. At opleve en kunstner stå og eksperimentere lige dér, i momentet, uden at vide om det de prøver på lander eller crasher, er spændende, og gør at koncerterne bliver levende og utroligt intime. Man kommer tættere på kunstneren på en måde, som man ikke er vant til andre steder.

 

Villa Kultur har formået at skabe et format, der både giver publikum en koncert, der altid føles frisk og levende, og et format hvor kunstneren får et unikt legerum som ikke findes mange steder. 

 

For både publikum og for artister, anbefaler vi at kigge i retning af Villa Kulturs "Benspænd".

 

Disse kunstnere kan du møde til Benspænd

 Kunstnere som Yör, Nina Lundberg, Slalum, Ung-skab og mange flere har allerede spillet til Benspænd, og Villa Kultur fortsætter med det populære format med deres offentliggjorte program for marts, april og maj.

Mød Pater, Elias Njovu, Stephanie Meincke + Lea Eyðbjørg og Gubbi de kommende måneder i Villa Kultur.

Læs mere om koncerterne og de forskellige benspænd her: