I denne artikel kan du læse om kontrabassens historie, lære hvordan man stemmer og vedligeholder instrumentet samt få nogle gode råd til købet af din første bas.
Kontrabassen er det største og dybest klingende instrument i strygerfamilien. Den bliver brugt meget i jazz og i klassisk musik, men er også anvendt inden for rock og folkemusik. Ligesom med elbassen er kontrabassens primære funktion at skabe harmonisk fundament og sonisk bund i musikken, mens den samtidig spiller en vigtig rytmisk rolle.
Man kan spille på kontrabas med enten en bue eller knipse strengene med fingrene - teknikken vil oftest afhænge af hvilken stilart, man spiller. Man spiller på en kontrabas stående eller siddende på en høj taburet.
I modsætning til elbas og guitar har en kontrabas ikke nogen bånd på gribebrættet. Det betyder, at man selv skal intonere for at ramme tonerne rent (se afsnittet “Venstrehåndsteknik” under kapitlet “Teknik”).
Der findes forskellige varianter af kontrabassen: Den firestrengede bas er standard, men den kan også fås med fem strenge. Sidstnævnte er primært brugt i klassisk musik, men den femte streng er ikke en absolut nødvendighed for at kunne spille med i forskellige typer ensembler.
Alt afhængig af hvor i verden den er bygget, kan en kontrabas variere meget i form og udseende. Der findes også forskellige størrelser, hvilket har relevans i forhold til bassistens størrelse/alder, og de fleste voksne spiller på det, der kaldes for en 3/4 bas.
I den klassiske musik er det imidlertid meget almindeligt at spille på 4/4-bas (fuld størrelse), da der her er brug for en større klangkasse. Stor klangkasse = stor lyd.
En af de første ting, man skal lære som bassist, er at kunne stemme sin bas rigtigt.
Der sidder fire strenge på instrumentet, og de er alle viklet rundt om hver deres stemmeskrue, som er fastgjort på bassens hoved øverst for enden af halsen. Drejer man stemmeskruen med uret, bliver tonen højere, hvor den mod uret bliver lavere.
De fire strenge har hver deres tone, og disse toner er repræsenteret af forskellige bogstaver. Fra den tykkeste til den tyndeste streng stemmes bassen således: E-A-D-G.
Bassen kan også stemmes på andre måder, men dette er den mest almindelige stemning. I dag bruger mange en elektronisk stemmemaskine (tuner) til at stemme instrumenter med. En tuner er et apparat, som kan måle lydbølger og angive, om dit instrument er ude af stemning. Det vil fremgå på et lille display, om de respektive strenge skal stemmes op eller ned - altså om tonen skal være højere eller lavere.
Med hensyn til at sætte strenge og pickup på sin bas og at kunne placere strengestolen helt nøjagtigt, anbefales det, at man får en professionel til at fortage disse indgreb. Disse justeringer udgør et helt kapitel for sig selv, så beslutter man sig for at tage sagen i egen hånd, bør man konsultere en violinbygger eller anden fagkyndig, inden man foretager sig noget – det kræver nemlig en hel del ekspertise, og bliver de forskellige bestanddele ikke placeret rigtigt, risikerer man at ødelægge instrumentet.
Størstedelen af vedligeholdelsen kan man selv stå for. Jævnlig rengøring af gribebræt, hals og strenge er nødvendig, da disse områder ofte er i kontakt med hænderne og derfor bliver hurtigt beskidte.
Hovedrengøringens hyppighed afhænger af, hvor meget der spilles på bassen, og det vil kunne ses og mærkes på instrumentet, når det trænger. For tonens og klangens skyld anbefales det dog, at man rengør bassen en gang om ugen – hvis den altså er i brug jævnligt.
For at undgå at strengestolen rykker sig for meget, bør man give den et let skub i nedadgående retning én gang om måneden. Dette problem kan også forebygges ved at tegne med en fed blyant i de små indhak, hvor strengene hviler på stolen, da blyet gør det nemlig lettere for strengene at glide:
Start med at stemme en af strengene ned, f.eks A-strengen. Stem strengen ned, indtil den lige akkurat kan løsnes fra stolen, men ikke længere end det.
Skub strengen ud af det lille indhak på stolen, hvor den er fæstnet, og tegn med en fed blyant i indhakket. Det lille område bør være helt dækket af bly. Sæt derefter strengen tilbage og stem den op til tonen A igen. Foretag derefter samme procedure med de tre andre strenge.
Stem kun én streng ned ad gangen og ikke alle fire på én gang, da man risikerer at stolen flytter sig herved.
Brug en blød grafitblyant af hårdhed 7B/8B/9B. Du kan se strengestolen på billedet nedenfor.
En kontrabas må ikke udsættes for ekstreme temperaturer, da det i værste tilfælde kan medføre permanente skader og revner i træet.
For lav temperatur og lav luftfugtighed får træet til at trække sig sammen – for høj varme og høj luftfugtighed har den modsatte effekt. Det er derfor vigtigt, at bassen til daglig befinder sig i et godt indeklima. Dette gælder for så vidt alle akustiske instrumenter.
Sørg for at anskaffe en ordentlig gigback eller hardcase. De fleste gode gigbags er designet til at holde på varmen, og bliver luften for tør i vinterhalvåret, kan man med fordel anskaffe en luftfugter. Den optimale luftfugtighed for instrumenter er 35%.
Der bruges mange forskellige spilleteknikker på kontrabassen. Teknikken kan variere, afhængigt af hvilken genre der spilles. Herunder kan man læse lidt om nogle af de mest brugte teknikker:
Arco er en italiensk betegnelse og betyder, at der anvendes en bue til at stryge strengene med ligesom på violin eller cello. Buen forekommer mest i klassisk musik, men bruges også i enkelte sammenhænge i jazzmusikken. Overordnet set findes der to metoder; man kan enten spille med tysk eller med fransk bue. Det vil med andre sige med under- eller overhåndsteknik.
Når man stryger på en kontrabas, skal man huske at gnide buen ind i harpiks (Se Hvad bør man anskaffe sig?).
Pizzicato er også en italiensk term og betyder, at strengene knipses med fingrene. Dette er meget anvendt i rytmisk musik jazz.
Der findes mere end én måde at spille pizzicato på, og den ene metode er ikke mere korrekt end den anden. Men uanset om man spiller med en eller to fingre, er det de samme ting, man bør tage højde for: Hvor langt nede/oppe man placerer hånden på gribebrættet, hvor hurtigt fingeren går "gennem" strengen, idet man slår den an, samt hvor meget af fingerens overflade, man bruger til at generere lyd med (fingerspids eller hele fingeren).
Slagbas er en teknik som opstod i bluegrass-musikken 1920’erne. Den menes at være opstået i mangel på trommeslager.
Slagbas er en mere aggressiv type pizzicato, hvor man hiver i strengene og derefter giver slip, så de rammer ind på gribebrættet og giver et smæld - dette kombineret med at man, med hele hånden, slår på gribebrættet i takt med lilletrommen.
Slagbas er senere blevet meget populært i især rockabilly musik.
Uanset om man spiller rock, jazz, klassisk musik eller bluegrass, er det de samme principper, som gør sig gældende for venstre hånd.
I modsætning til elbas og guitar har en kontrabas ingen bånd. Det betyder, at man selv skal intonere for at ramme tonerne. Med andre ord er der en meget præcis formel for, hvor og hvordan fingrene skal placeres på gribebrættet:
I det lave toneregister benytter man i de fleste venstrehåndspositioner ikke ringfingeren. Der skal i stedet være et spænd mellem langefinger og lillefinger, som svarer til spændet mellem pegefinger og langefinger.
For eksempel:
1. position på kontrabas = ca. 5 - 6 cm mellem pegefinger og langefinger samt 5 - 6 cm mellem langefinger og lillefinger.
Ringfingeren bliver ikke brugt, før man når op omkring mensuren på bassen – dvs. der hvor hals og krop på instrumentet mødes.
Det er desuden vigtigt at indøve en god teknik, så man ikke får ondt i led og muskler. Dette gælder navnligt for venstre hånd, da den er udsat for større belastning end højre. Får man ikke placeret fingrene korrekt fra start, risikerer man at få skader.
Til begyndere anbefales det, at man sætter små hvide markører/klistermærker langs gribebrættet, der hvor tonerne sidder.
Der er meget at tage højde for i bassens setup. En af de væsentligste ting er, hvilke strenge man vælger at benytte, og hvor højt de sidder i forhold til gribebrættet.
Den mest almindelige strengetype er lavet af stål og bliver brugt på tværs af mange genrer, men der bliver i dag produceret strenge i et væld af forskellige materialer. Foretrækker man f.eks. en meget traditionel jazzlyd på kontrabassen, kan man med fordel sætte tarmstrenge på. Og kan man lide lyden, men synes fremstillingen er makaber, fås der mange forskellige tarmstrenge-efterligninger, som bliver lavet af nylon.
Det skal dog nævnes, at tarm- og nylonstrenge ikke er optimale til arco (navnligt nylonstrenge), og deres klanglige levetid er kortere end hos de fleste andre strengetyper. “Døde” strenge med kort sustain har imidlertid en percussiv effekt og kan selvfølgelig også udgøre et lydideal i visse situationer.
Man behøver dog hverken sætte tarm- eller nylonstrenge på sin kontrabas, hvis man gerne vil spille jazz. Der findes mange forskellige stål- og hybridstrenge til kontrabas, som gør sig godt til jazz og anden rytmisk musik. De har naturligvis en mere moderne lyd, og egner sig ofte til mange forskellige genrer. Der findes ligeledes strenge, som er designet til at man stryger på dem, som man kender det fra den klassiske musikverden.
Vær opmærksom på at strengene sidder i en god højde, så led og muskler ikke belastes mere end nødvendigt. Højden på strengene er meget afgørende for både bassens lyd og komfort, og det kan derfor være et stilistisk valg, om de skal sidde højt eller lavt.
Nederst ved foden af instrumentet sidder endepinden, som det ses på billedet til venstre herunder. En endepind er et aflangt stykke metal, som er monteret inde i bassen og kan trækkes ud eller skubbes ind. Det vil sige, at bassens højde kan indstilles ret præcist.
Som udgangspunkt skal bassen justeres i en højde, så sadlen er lige ud for øjnene som det ses på billedet til højre.
Når det drejer sig om opsætning af et instrument, er det altid en god idé at rådføre sig med en ekspert, der kan foretage justeringer eller give råd.
Der findes en del violinbyggere og eksperter rundt om i landet, som kan konsulteres i diverse forretninger, eventuelt efter aftale (se punktet Hvor kan jeg købe en kontrabas?).
Der findes mange forskellige dele og meget forskelligt tilbehør, man kan anskaffe sig til sin kontrabas. Herunder ses en hurtig gennemgang af de mest populære produkter:
Man kan købe kontrabas og tilbehør samt få lavet justeringer hos lige fra selvudlærte privatpersoner til store, prisvenlige butikker. Vær opmærksom på, at du ikke køber udstyr hos en forretning, som ikke er ekspert inden for området. Rådfør dig med en specialist inden købet, gerne en af Musikundervisnings.dk's basundervisere.
Ønsker du at få undervisning i kontrabas af en dygtig underviser, som har relevant uddannelse og flere års erfaring? Nedenfor kan du se nogle af vores undervisere rundt omkring i landet:
Vores kontrabasunderviser Jasper fra Frederiksberg har været behjælpelig med at udarbejde denne artikel. Læs mere om Jasper på hans underviserprofil.
Se listen af kontrabasundervisere i København her
Du kan finde vores undervisere i kontrabas i Aalborg her: Se listen over alle undervisere i Aalborg her
Du kan finde alle vores kompetente undervisere kontrabas i Aarhus her: Se listen over undervisere i Aarhus her